Kroppen

Nogle mennesker reagerer meget kropsligt, når de kommer i en krise. Hvis man ikke sætter kroppens reaktioner i sammenhæng med det, der er sket tror man let, at man er blevet fysisk syg.

Smerter, anspændthed og uro
Kroppen kan reagere med hovedpine, mavepine, svimmelhed, kvalme, muskelspændinger, hjertebanken eller vejrtrækningsproblemer. Nogle oplever, at kroppen forbliver i en form for alarmberedskab og farer sammen ved høje lyde eller hurtige bevægelser i omgivelserne.

Søvnproblemer
Søvnproblemerne kan naturligvis komme til udtryk ved, at man har svært ved at falde i søvn. Andre slås med, at de gentagne gange vågner op og aldrig får sovet i længere tid ad gangen, eller at de vågner for tidligt og ikke kan falde i søvn igen. Fællestrækket er, at man vågner uudhvilet og derfor kan føle sig voldsomt træt og uoplagt i løbet af dagen.

Træthed
Selv mennesker, der sover godt om natten, kan opleve en påfaldende træthed i dagstimerne. Man har knap nok energi til de mest basale ting og tænker kun på, hvornår der er mulighed for at slappe af.

Øvrige reaktioner
Ændret appetit – de fleste mister appetitten, mens enkelte får en øget appetit. Generelt nedsat lyst til fysisk udfoldelse, herunder nedsat lyst til sex, eller potensproblemer.