Kom på benene igen

Tusindvis af danskere har de seneste år prøvet at blive fyret fra deres job. En fyring har ikke bare konsekvenser for privatøkonomien. Vi henter en stor del af vores identitet i arbejdet, og når det forsvinder er det som om, at en del af identiteten forsvinder. Derfor kan en fyring føles som en knockout, der sender en til tælling.  

Kom på benene igen vil hjælpe fyrede til at undgå at miste sig selv sammen med jobbet. Når en fyring lige pludselig gør hverdagen ualmindelig, er det kun almindeligt at reagere. Det er det budskab, der går som en rød tråd gennem denne bog.

Kom på benene igen er en original blanding af tekst og illustrationer og rummer blandt andet afsnit om de mest almindelige reaktioner på en fyring; råd om, hvad man selv kan gøre, hvornår man skal søge professionel hjælp; ideer til svar på det ofte frygtede spørgsmål: Hvad laver du så?, der kan få fyrede til at sky samvær med andre. Bogen giver desuden tips til at definere sig på ny og skabe nye platforme til brug for jobsøgning. Endelig er der i bogen også afsnit om, hvordan man som familie eller ven til den fyrede bedst støtter op om vedkommende.

Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.